Samba er en rytmisk musikgenre, der opstod i Brasilien, især i de afro-brasilianske samfund, og er blevet synonym med brasiliansk kultur. Samba omfatter forskellige rytmer i velkendte brasilianske musikstilarter. Det startede i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet i lokalsamfund i staten Bahia. Senere udviklede den sig mere i Rio de Janeiro i begyndelsen af 1900-tallet.
MUSIKALITET
Samba er kendetegnet ved sine livlige slagtøjsrytmer, beats og linjer. Genren indeholder typisk instrumenter som surdo (stortromme), tamborim (lille håndtromme), cuíca (friktionstromme), pandeiro (tamburin) og tantã (tom-tom). Disse instrumenter skaber sammen indviklede og lagdelte rytmer, der driver musikken fremad og er meget udbredte i brasilianske musikgenrer.
Samba indeholder ofte call-and-response-mønstre, der opfordrer publikum til at deltage og skaber en følelse af fællesskab. Musikkens dynamiske og livlige natur, kombineret med dens smittende rytme, inviterer folk til at danse og fejre.
TEMAER
Sambaens temaer omfatter en bred vifte af emner, der afspejler den kulturelle, sociale og politiske dynamik i Brasilien. Mange samba-sange hylder brasilianske traditioner, folklore og energien i hverdagen.
Sambaens popularitet i Brasilien blev styrket af dens medvirken i landets film, især i musikalske komedier. Den blev en afgørende del af filmens soundtrack, historie og nogle gange endda filmens hovedtema. Den positive modtagelse af kortfilmen "A Voz do Carnaval" af Adhemar Gonzaga åbnede dørene for mange andre film centreret omkring rytme. I disse film medvirkede ofte populære radiosangere, som i "Alô, Alô, Brasil!", hvor kunstnere som Aurora Miranda, Francisco Alves, Mário Reis, Dircinha Batista, Bando da Lua, Almirante og Lamartine Babo spillede vigtige roller.
KENDTE KUNSTNERE
Samba har frembragt adskillige indflydelsesrige kunstnere, som har ydet væsentlige bidrag til genren og er blevet ikoniske figurer i brasiliansk musik. Nogle bemærkelsesværdige samba-kunstnere omfatter Cartola, Clara Nunes, Beth Carvalho, Zeca Pagodinho, Alcione, Martinho da Vila, Elza Soares og Jorge Aragão.
I begyndelsen af 1940'erne opstod en undergenre kaldet samba de breque. Den er kendetegnet ved en udpræget synkoperet rytme og pludselige stop kendt som "breques" (fra det engelske ord "break", et brasiliansk udtryk for bilbremser). I denne stil kunne sangerne indskyde talte, ofte humoristiske kommentarer relateret til temaet. Moreira da Silva blev en fremtrædende figur og et centralt navn i forbindelse med denne undergenre.
En ny sambafornyelse, kaldet pagode, blev populær i Rio de Janeiro i 1970'erne gennem et omdefineret koncept af "rodas de samba" (sambacirkler). I denne sammenhæng opstod "pagodes" eller "pagodes de mesa" (pagodecirkler), hvor sambistas samledes omkring et stort bord, ofte dækket i en baggård til en bolig. Dette var en afvigelse fra de mere trendy samba-cirkler, der blev afholdt i klubber og lignende steder. Bemærkelsesværdige pagoder i byen omfattede Clube do Sam bas pagode i João Nogueiras bolig i Méier, Terreirão da Tia Doca med øvelser af Portelas gamle garde sambister i Oswaldo Cruz, Arlindinhos pagode organiseret af Arlindo Cruz i Cascadura og især karnevalsblokken Cacique de Ramos ' pagode i forstadsområdet Leopoldina.
