Blues er en musikgenre, der stammer fra den sydlige del af USA i 1860'erne. Den er afledt af afrikanske arbejdssange, spirituals og folkemusik.
Selv om bluesmusikken havde eksisteret i årtier forinden og hovedsagelig blev sunget af den afroamerikanske befolkning i sydstaterne, er den første bluessang, der faktisk blev indspillet på noder, fra 1908, Antonio Maggios "I Got the Blues". Inden da fandtes der kun omtaler af bluesmusik i skriftlig prosa. Farven blå har altid været forbundet med tristhed i det engelske sprog, så betegnelsen "blues" passede til den melankolske musikstil.
Da indspilningsteknologien nåede så langt, at det blev muligt at sælge plader i 1920'erne, blev mange sorte kvindelige bluessangere som Mamie Smith og Lucille Hegamin. populære. Oprindeligt blev disse plader kun markedsført til et sort publikum, der blev betegnet som "raceplader", men efterhånden blev det hvide publikum også glad for dem. Den blandede genre country blues opstod snart, som fusionerede to af de tidligste typer af populærmusik i USA.
I 1930'erne opstod der en ny bluesundergenre, den såkaldte "boogie-woogie". Den var beregnet til at blive spillet på natklubber og i dansesale for feststemte mennesker. Funk- og R&B-musik (som står for "rhythm and blues") er afledt af denne undergenre. Fremkomsten af boogie-woogie-stilen var en del af den urbane bluesbevægelse i dette årti. Blues mistede meget af sin betydning i slutningen af 1950'erne.
MUSIKALITET
Bluesmusikken har gentagne akkordforløb i en cyklisk form, der varer 12 takter. Det er derfor, at denne form for musik også almindeligvis kaldes "12-bar blues". Dens cykliske karakter afspejler de kald- og svarfraser, der er almindelige i afrikansk musik. Rytmemønstrene kan dog ændre sig i løbet af de gentagne 12 takter af melodien.
Et andet karakteristisk træk ved enhver sang i denne genre er den såkaldte "bluesskala". Bluesskalaen er en pentatonisk skala plus en tilføjet sjette tone, som er den fladtrykte version af den femte tone på skalaen, også kaldet "den blå tone". Denne skala bruges også meget ofte i moderne rockmusik.
Blues har typisk guitarer, messinginstrumenter (såsom trompet, horn og saxofon), klaver og trommer mest fremtrædende på instrumentet. "Choking the guitar" er en almindelig teknik i blues, hvor spilleren lægger hånden på strengen lige efter strummen og ikke lader nogen toner lyde længe. Tempoet ligger på mellem 40 og 90 slag i minuttet. Vokalen er lidt mindre fremtrædende end instrumentalmusikken med nogle gange korte, gentagne tekster og fremføres i en dyster, melankolsk tone. De mandlige sangere er typisk baryton, kvindelige stemmetyper kan variere.
TEMAER
I sin oprindelige form handlede bluesmusikken om det 19. århundredes afroamerikaneres situation, men blev senere udvidet til at omfatte generelle dystre emner som f.eks. hjertesorg, skuffelse over livet og ensomhed. De førnævnte boogie woogie-sange, der var beregnet til dansende folkemængder, og som derfor var en mere optimistisk melodi, indeholdt ingen tekster, men kun instrumentalmusik, for det meste klaver,
BERØMT KUNSTNER
I dag er blues ikke længere blandt de mest populære musikgenrer. Så det er en svær opgave at finde kunstnere, der specialiserer sig i blues som sådan. Der er dog også nogle store musikere, som stadig er aktive og succesfulde, og de har også udgivet gode bluesnumre.
Briten Eric Clapton er en berømt rock- og bluesguitarist, sanger og sangskriver. Hans største blueshits til dato er "Mean Old World" (1972), en duet med Duane Allman, og "Before You Accuse Me (Take A Look At Yourself)" (1989). Buddy Guy fra staten Louisiana i USA har spillet siden 1950'erne, og hans mest berømte sange er " Damn Right I Got the Blues" (1991) og "What Kind of Woman Is This" (2005).
Andre berømte nutidige blueskunstnere er Kenny Wayne Shepherd, Joe Bonamassa og John Mayer.
