Verdensmusik er et paraplybegreb, der dækker over forskellige traditionelle musikgenrer, der stammer fra lande uden for den vestlige verden. Musik i denne kategori har typisk ikke stor kommerciel succes. Nogle af de mere populære genrer i denne kategori er de såkaldte "township jazz"-genrer fra Afrika: marabi, kwela og mbaqanga, samt rai fra Algeriet, carnatic fra Indien og waila-musik fra indianske indianerstammer.
Mange tilskriver den amerikanske musiketnolog Robert E. Brown, som begyndte at bruge udtrykket "verdensmusik" i begyndelsen af 1960'erne til at beskrive musik fra hele verden, som ikke følger amerikansk-europæiske pop- og folkemusiktraditioner. Han grundlagde derefter Center for World Music i 1973.
Verdensmusik som betegnelse begyndte at blive udbredt i den amerikanske musikindustri i 1980'erne, mest som en måde at markedsføre musik, der ikke følger de klassiske vestlige musiktraditioner. De første af sådanne kunstnere, der opnåede betydelig kommerciel succes, var det irske folkband Clannad og amerikaneren Ry Cooder, der spillede traditionel americana-musik. I 1990'erne opnåede Thomas Mapfumo fra Zimbabwe international succes ved at spille mest musik fra sin lokale genre, chimurenga-musikken. Det er også værd at bemærke, at den berømte amerikanske folkemusiker Paul Simon i 1986 udgav et album med titlen "Graceland", der indeholder sange inspireret af ikke-vestlig folkemusik.
MUSICALITY
Verdensmusik er en mærkelig, ekskluderende kategori. Derfor er det lettere at beskrive, hvilken slags musik der ikke hører til i den, end hvad der gør. Sange med typisk amerikansk-europæiske populærmusikalske træk er de sange, der er udelukket fra den. Det vigtigste kendetegn ved sådanne sange er den klassiske europæiske tonalitet, som er arrangementet af toner i dur- eller mol-akkorder med en grundtone i en tonika-akkord. Desuden er de fleste populære vestlige musikstykker skrevet i 4/4-takt.
Nogle elementer fra ikke-vestlig musik har fundet vej ind i populære vestlige genrer. Et eksempel herpå er jazzens polyrytmiske karakter, der stammer fra traditionel afrikansk musik. New Orleans-musikere i slutningen af det 19. århundrede lærte dette nye musikalske træk af afro-cubanske musikere, der rejste til USA for at optræde. Call-and-response, et andet træk, der er populært i jazzen, men også i soul og funk, stammer også fra afrikansk folkemusik.
TEMAER
Da der findes et utal af musikalske genrer, som kan indgå i denne kategori, er det ikke nødvendigt at nævne de lyriske temaer, som er fælles for alle disse genrer.
KENDTE KUNSTNERE
Thomas Mapfumo, der er nævnt i historiedelen af denne artikel, er stadig aktiv og optræder med live-shows rundt om i verden. Han blev kendt med sine sange med politiske temaer, der hovedsageligt fokuserer på kritik af Zimbabwes tidligere præsident Robert Mugabe. Mapfumos mest berømte sange er "Moyo Wangu" (1989), "Ngoma Yekwedu" (1996) og "Chikonzero" (1998). Sangeren og sangskriveren Youssou N'Dour er også fra Afrika, fra Senegal.
Sertab Erener synger på pop- og elektroniske numre, men udgiver også traditionelle tyrkiske sange. To af denne type af hendes sange er "Bu Böyle" (2010) og "Kırmızı Gülün Alı Var" (2012). Aruna Sairam synger sange fra den traditionelle indiske genre carnatic. Hendes største hits er "Aigiri Nandini" (2013), "Paiyada" (også 2013) og "Kalinga Nardhana Tillana" (2006). Loreena McKennitt er en sangerinde, sangskriver og multiinstrumentalist fra Canada, som spiller verdensmusik med keltiske og mellemøstlige påvirkninger. Hendes plade "The Book of Secrets" fra 1997 er en af de få bestsellere i denne musikkategori, idet den er solgt i ca. 2,9 millioner eksemplarer på verdensplan.
